Så har det været ferietid i det svenske og denne gang fortalte vores nabo, Åke, om vanter som hans mor havde specialdesignet til ham.
Motorsavsvanten med en ekstra finger til gassen! Han havde et par tilbage som han ville gemme til sine efterkommere. Jeg syntes jo klart at han skulle tage og bruge dem og mindes sin mor, Ellen Johansson, men nej de skulle gemmes og i øvrigt er der jo lavet så mange nye smarte arbejdshandsker, at de ikke længere er til gavn.
Altså jeg måtte jo gerne se dem, hvis jeg ville…. Of course!

Da vi skulle hjem gik vi lige forbi for at sige adjø og op af lommen trak Åke et par vanter. Han kunne jo ikke lige finde det fine par, men der var da det her gamle slidte par som jeg gerne måtte få – han ville jo ellers have smidt dem ud.
Ja tak! Det er jo det rene guld for mig! Tænk engang, søde Ellen, som plejede at sidde i slagbænken i køkkenet, med hænder der aldrig var i hvile. Jeg husker at være lille pige og sidde og sludre med hende mens hendes gamle og slidte hænder sirligt skrællede kartofler med en lille kniv. Et af min barndoms små paradiser.

Nu kører jeg rundt i København med mine dejlige og sjove vanter og nyder at tænke på disse to mennesker. Ellen der har fået ideen og ført den ud i livet og Åke der har haft dem med rundt i den store skov.
I dag tog jeg dem med i skole og viste dem til 3. og  1. klasse; motorsavsvanter… det vakte en vis begjestring og ved nærmere eftersyn opdagede jeg at de naturligvis har været lappet.
Prøv lige at se:

Jeg bliver helt rørt ved tanken over den omhu der er lagt i dem. De har et par fæle huller, men absolut noget der kan lappes og det har jeg tænkt mig at gøre og så skal jeg nok vise resultatet.
(resultatet kan ses her