Kategoriarkiv: kærlighed

Knæk Cancer part 2

1 svar
Det var nu lidt tungt at skrive sidste indlæg, men heldigvis har jeg jo en tæppehistorie som jeg kan snige ind. 
Faktisk sidder jeg sofaen og skriver med tæppet ved min side.

Jeg har skrevet om mit tæppe af livslapper før og syntes da jeg havde skrevet noget mere, men det var vist ikke her… 
Tæppet er jo bla lavet på Rigshospitalet, hæklet ved min søns seng, mens han var i færd med at kæmpe sin kamp mod cancer.
en af de særlige livslapper

 Det er jo mit tæppe – der er særlige lapper lavet med tanker og hjerte hos min elskede, lapper lavet med tanker og håb og ønsker om helbredelse. 
Lapper lavet med frustrerende tanker og drømme om at flytte langt væk og bare være mig. 
Nu er kræften er overvundet og kærligheden holdt
og tæppet ligger i sofaen og bliver stort set brugt hver dag. 

For moderkærligheden

1 svar
Det er ikke så ofte der kommer en hæklenål i min hånd, armen siger fortsat fra, så derfor er det heller ikke så mange lapper der bliver lavet til Odile tæppet. 
Men denne uge har jeg haft et par dage alene med en kær veninde i sommerhus. Dage til at være stille og restituere, læse, sove og bare være. 
Og så lige en kurv med garn til Odile-tæppet. 
Min lap til L og C omgivet af forældrekærligheden.
Odiles ældste barn har været syg, været på hospitalet. 
En dejlig dreng, som kigger nysgerrigt frem under sit lange hår…. 
Syge børn…. vi har jo været der… jeg har skrevet lidt her. Men først og fremmest har jeg siddet som mor med mit hjerte i hænderne, elsket, troet og håbet.
Når jeg så ved at Odiles familie sidder på et hospital, så bliver mine hænder rastløse; lad mig hjælpe, lad mig lette, lad mig hele jer, og er det ikke sådan mange af os har det inderst inde? Vel vidende at der ikke er meget man kan gøre….
Så øver jeg mig i at huske at blive ved med at tale, også der hvor det er letter at rykke lidt væk og tie. 
Jeg syntes, det var slemt når vi blev glemt, enten fordi vi blev sendt til en anden galaxe; “gud hvor slemt for jer, jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre! Det er det værste der kan ske!” – og bang så var de væk. Eller af “nå ja vi har jo også problemer med dit eller dat..” og væk var de også… eller “vi ved ikke hvad vi skal sige…” efterfulgt at radiotavshed… 
Men det jeg gør bedst lige nu for Odile og hendes familie er at fortsætte på historien om Odiles tæppe. 
Nu var det så tid til en lap (- og måske flere?) til moderskabets ære. 
For kærligheden, troen og håbet. 
For det livshjul som vores børn er; en karrusel af lys og latter og hjerter der når hverandre. 
Lys og håb er sendt afsted.


At hjælpe småfolk til verden part 2

Skriv et svar
Dette indlæg handler hverken om Bybi’er eller crowfunding. Det handler om den første dukke jeg har lavet
Dukkelil
-
Dukkelil bor hos Gertrud på 3 år. Gertrud er nok noget nær den bedste mor nogen dukke kunne ønske, og Gertrud taler meget bestemt om “Når mig bliver mor” – i går handlede det om farens dommerfløjte; Når mig bliver mor får mig også en fløjte!” 
Godt så….
Nå, men dukkelil er også 3 år gammel og har set lidt af hvert, og det kan man sagtens fornemme på patinaen!!

Og så har hun altså ikke fået helt styr på det med at holde hovedet..

 Så nu må hun lige på ferie hos mig, så jeg kan se om jeg kan lærer hende at holde hovedet og måske lige få lidt af patinaen dæmpet..

Men det er nu med lidt sommerfugle i maven – det er det hver gang der skal pilles ved børns dukker; bliver det nu godt?? Og denne gang er der lidt ekstra på spil; kan man reperere dukken så den fortsat er Gertruds Dukkelil…? 
Gode råd modtages med kyshånd

At være nogens..

1 svar

Jeg er ret så opslugt af alle de historierne og af at bemærke dem, tage billeder og fortælle dem videre.
Nogen gange skal jeg så bruge et foto af mig selv og dem er der sørme ikke så mange af..

Men så mens jeg sov tog Felix et af mig – jeg havde jo lige taget det af ham under tæppet…
Som han sagde; du så så sød ud ♥

Og ja jeg er jo nogens mor og ligeså meget som mindet om min mor betyder for mig, ligeså meget betyder jeg for to andre.
Felix på 10 år er min yngste og i øjeblikket er jeg god til at huske at læse og synge for ham. Putte med ham i sofaen og sådan noget, som jo ikke varer evigt.

Skal der lige lidt historie om tekstiler ind, så anes der er T på min pude; der står TB og det undre mig, eller jeg er blevet glemsom, for det er kun min mormor der har BT som initialer og det plejer at stå som BT.. pyt det er dejligt at sove med. Om mig har jeg et kæmpe sjal, som strikkede da min morfar døde (et par måneder forinden havde jeg aborteret og da strikkede jeg gennem tårerene et dejligt blødt sjal – i en ugly farve) og så var der lidt sorgarbejde i at strikke endnu et sjal. Jeg brugte restegarn og der var desværre ikke nok så det er mærkelig 3-farvet. Nu ligger det i ødegården og varmer dejligt fx når jeg skal sove.

Kærlighedsringe

1 svar

Jeg har jo fået en ny ring – en kærlighedserklæring fra min mand, og jeg skal lige finde ud af hvilken finger den sidder bedst på, så den flytter lidt rundt.

Når den sidder sammen med min vielsesring sidder den så løst at de laver en lille ringlelyd, som minder mig om min mormors ring. Nu ligger den hos mig og indimellem tager jeg den frem og ryster den lidt så den siger den velkendte lyd…
Ringen er en samisk vielsesring, som min oldefar gav til min oldemor. Det er en ring man sætter en lille ring på for hvert barn man får. 
Den lille krølle er at da min oldemor fik ringen, var min oldefar gift med en anden kvinde, med hvem han havde 6 børn. Ringen som min oldemor, Ester, fik havde 7 små ringe på, som et løfte om at de nok skulle få et fælles barn. Jeg mener at hans første kone døde og at de derefter giftede sig og fik min mormor, Birgitta i 1916.

Se historien om den gifte mand, den gentog min mormor. Hun havde et forhold som hun altid beskrev som meget lidenskabligt og kærlighedsfuldt. Hendes livs store kærlighed. Han var desværre gift med en sindsyg kvinde som han ikke kunne forlade pga hendes sind. Meget dramatisk og intenst.
Og derfra findes også en lille æske med en lok hår og en ring. Ringen er intet værd, plejede min mormor at fortælle, men de havde købt den så de kunne tage ubemærket på hotel….
(Jeg har altid sukket drømmende over den historie, men jo ældre jeg bliver jo mere falmer den historie og et omrids af noget med løgne og utroskab toner frem…Jeg har nok læst et par dameblade for meget ;) )





Min mormor fik ikke denne mand, hun fik min morfar, Poul. De var meget moderne der i 1950 og blev gift først borgerligt og dernæst kirkeligt. Min morfar, Poul Dam, tidl. mf for SF,var fortaler for at de to ting blev skilt ad. De valgte at min mormor beholdt sit eget navn og faktisk helt frem til min morfars begravelse i 2000, mødte vi folk, der ikke kunne forstå det – bedemanden, der havde begravet min mor, oldemor og mormor, blev ved med at tro at min oldemor var min morfars kone… grrrrr, men nogen egentlig vielsesring tror jeg faktisk aldrig de havde, men der findes denne ring, som er lavet af en krystal, som min morfar havde med hjem fra en rejse engang. (den vejer h a til.. ;) )

Så er der min morfars mor, Dora. Hun havde 3 ringe, som jeg mindes at hun brugte; en forlovelsesring med et stort R på,R for Rasmus, sin vielsesring og så denne ring som hun fik lavet af Rasmus vielsesring, da han døde.

Det er så min samling af ringe med historie.
Hvad med jer? Hvilke historier ligger I inde med?

Human being vs human doing

Skriv et svar
Der er lige kommet et bud med blomster til mig. En smuk buket i mange farver.
Den er fra Odile – som tak for hjælpen. 
Jeg har været teknik-support.
Jeg kan tage imod blomsterne og tage dem ind i mit hjerte og jeg kan lade være med at negligere min opgave. At det har ikke voldt mig besvær og ikke taget særlig meget tid, at det er nemt for mig, betyder jo ikke, at jeg ikke forstår, at det har været en stor hjælp for Odile.
♥
Blomsterne får mig til at mindes et af mit første besøg hos Odile. Hun var under uddannelse og skulle bruge klienter. Jeg var også under uddannelse og pengene var små. Men det var meget svært for mig at komme tomhændet, så jeg gik ud i min have og plukkede de fineste blomster, mens jeg tænkte på om der mon ikke var noget jeg kunne gøre til gengæld. 
Efter mit andet besøg sagde Odile meget klart at jeg ikke skulle have noget med.
Puha det var svært.
Flere år senere fik jeg sammen med Odile skrabet så meget i mine lag at jeg kunne se at jeg i mange år, har forsøgt at gøre noget eller give noget, for at blive holdt af, for at have min ret til at være her i verden – jeg har vel nærmest været afhænging af at være noget for andre.
Jeg har altid haft det med at give lige lidt mere, selv når jeg ikke havde flere kræfter, så kunne jeg altid godt liiiiiiige for andre.

Men ikke mere.
Under min depression, hvor alt på mange måder blev nulstillet, er jeg blevet god (i hvert fald bedre) til at sørge for mig selv – bruge iltmasken på mig selv først.. 
Når jeg er i tvivl, tænker jeg helt konkret; ville jeg gøre det her for mig selv? 
Kan jeg svare ja så må jeg gerne gøre hvad det end er, er jeg i tvivl, så må tvivlen komme mig til gode.
Så nu deler jeg af lyst, overskud og fra mit hjerte.
 Denne buket sætter det rigtig meget i perspektiv, for nu kan jeg mærke forskellen. 
Så tak i lige måde, Odile.
♥ 

Helligtrekonger

2 svar

Dagen går på hæld og i dag har jeg tænkt på min morfars mor – Dora (det kommer der mere om en anden dag), men i aften er det jo Helligetrekongers aften. Ikke at vi gør noget ud af det – jo det er min søsters og nevøs fødselsdag, men det er jo en helt anden sag ;)
Da jeg var barn sagde min mor, at vi ikke smed juletræet ud før Helligetrekonger – 6. januar. På min og Felix skole dryppes der trearmede Helligtrekongers lys, men ellers ikke noget.

Men Dora, hun fortalte at de unge piger før i tiden, stillede sig foran et spejl med et stearinlys i hånden og sagde følgende:

Hellige konger tre
sig mig i denne nat
Hvis dug jeg skal brede
hvis seng jeg skal rede
hvis brud jeg skal være
hvis navn jeg skal bære med ære
og så ville ens kommende mand vise sig i spejlet….
Jeg havde omhyggeligt skrevet remsen ned og tog den frem over et par år – som regel glemte jeg jo hvilken aften altså om aften d.5 eller d.6…. og betød det mon noget om det var den ene eller anden aften.. ?
Jeg kan huske at jeg stod foran mit gamle vippespejl – jeg var vel 13 år? og fumlede med lys og seddel og en lille rædsel – der var nemlig en lærer der en gang havde fortalt en gyser historie med et billede der tonede frem i et gammel spejl, så det var med lige del romantisk spænding og dyb rædsel…. sjovt nok… vil I tænke jer… jeg må have gjort noget forkert for der dukkede ikke nogen mand frem i spejlet. Og vil I tænke jer… jeg blev gift alligevel ;) 
Der er lige et par timer mere at nå det i hvis der er nogen unge piger derude, der er nysgerrige.. 
Lille ps:
Vippespejlet på billedet er det samme som den gang og det har godt med sorte pletter. Det stod på mit værelse og jeg var ganske rædselsslagen når jeg skulle sove, så det blev til at jeg hver aften måtte hænge noget over, så jeg i hvert fald ikke ville komme til at se det, hvis nu…. hvis nu… der tonede en død mand frem….