Denne uge er Knæk Cancer ugen og denne uge ser jeg at der er nogen, der har taget et rigtig godt initiativ til at lave julegaver til indlagte børn.
Jeg er mor til et barn der har knækket sin cancer.
Vi har været på hospital juleaften, mandage, onsdage, lørdage.
Vi har ventet mange timer på at morgendagen skulle komme med ny svar på prøver.
Ja tak, knæk cancer, ja tak støt de indlagte børn.
 |
| Brødre vel igennem sygdomsforløbet |
Men glem ikke dem der står ved siden af – skyggebørnene – de raske søskende.
Jeg har et skyggebarn, han var 10 år da canceren bankede på.
Vi havde rendt til undersøgelse og prøver, fokuseret på lillebrors bule på benet i længere tid.
En dag får vi svar. En fredag.
Vi bliver sendt hjem med besked på at have en weekend, hvor vi laver det vi ikke kan komme til i lang tid; svømmehal, bio, Tivoli. Mor og far er stille.
Jeg tager store solbriller på og gå til svømning med lillebror.
Lørdag tager vi i biografen og i Tivoli vi er kede, bange.
Nå ja måske ikke lillebror, han nyder alle de lækre aktiviteter.
Mandag morgen starter et nyt liv.
Mange uger hvor skiftevis den ene forældre er på hospitalet, den anden hjemme og er træt og fjern.
Tankerne kredser evigt om lillebror, om behandling, medicin og angst.
På hospitalet er der liv og aktivitet. Håb og handling.
Hjemme er vi bare trætte, lillebror har bivirkinger der gør ham vred, rasende og urimelig.
Vi bare bøjer af og beder storebror om at tage hensyn.
-
Der er aktivitet for søskende og hvor søskende kan komme i fokus, men de betaler sørme en høj pris.
Så min lille bøn er bare at skyggebørnene også huskes.
Jeg får ikke lavet julegaver til den gode indsamling i år, men jeg ved at de vil gøre både børn og forældre glade.
Til dig der heller ikke får lavet noget eller dig der gerne vil støtte “skyggebørnene” – du kan fx støtte Foreningen Cancerramte Børn - de gør et stort frivilligt arbejde for hele familien.
Hvor godt I kom igennem det !
Og ja, vi må IKKE glemme ..
Skønt indlæg med stof til eftertanke. Fik en klump i halsen, selvom jeg jo ikke kender jer. Glæde over at lillebror er blevet rask. Og glæde over en mor, der ikke glemmer sin anden søn i al virakken. I må være en dejlig familie.
Ja – det er så godt at være igennem det..
Og kære Dorthe, jeg får et stik af dårlig samvittighed, for uanset hvor meget man prøver at huske de raske søskende, så er det næsten umuligt ikke at forsømme dem…. puha godt vi ikke er der mere…