Månedsarkiv: februar 2012
Tro på dig selv
Ups…
Ses vi på torsdag?
Verdens billigste sutsko
At være nogens..
Jeg er ret så opslugt af alle de historierne og af at bemærke dem, tage billeder og fortælle dem videre.
Nogen gange skal jeg så bruge et foto af mig selv og dem er der sørme ikke så mange af..
Men så mens jeg sov tog Felix et af mig – jeg havde jo lige taget det af ham under tæppet…
Som han sagde; du så så sød ud ♥
Og ja jeg er jo nogens mor og ligeså meget som mindet om min mor betyder for mig, ligeså meget betyder jeg for to andre.
Felix på 10 år er min yngste og i øjeblikket er jeg god til at huske at læse og synge for ham. Putte med ham i sofaen og sådan noget, som jo ikke varer evigt.
Skal der lige lidt historie om tekstiler ind, så anes der er T på min pude; der står TB og det undre mig, eller jeg er blevet glemsom, for det er kun min mormor der har BT som initialer og det plejer at stå som BT.. pyt det er dejligt at sove med. Om mig har jeg et kæmpe sjal, som strikkede da min morfar døde (et par måneder forinden havde jeg aborteret og da strikkede jeg gennem tårerene et dejligt blødt sjal – i en ugly farve) og så var der lidt sorgarbejde i at strikke endnu et sjal. Jeg brugte restegarn og der var desværre ikke nok så det er mærkelig 3-farvet. Nu ligger det i ødegården og varmer dejligt fx når jeg skal sove.
Vinter i det tyste
Vi kom til Sverige søndag eftermiddag – til et koldt hus, så koldt at det tog flere time, før vores ånde ikke kunne ses længere. Ved sengetid var temperaturen i nærheden af 15 g.
Så den yngste fik lov at sove i midten.
Her er tyst og snedækket, og historier om Dora og hendes tæppe må vente. Nu skal jeg bage semlor og kanelboller, spille spil og vente på eftermiddagens gæster.
"One night Knit in Copenhagen"
En lille fisk
Der undervises i strik
Jeg har haft den skønneste torsdag. Den har budt på en time i 3. klasse og en time i 1. klasse og så var det luft i mit skema til at tage en lille håndfuld elever med til en hyggestund.
Det er svært at undervise børn når jeg ikke er helt på toppen, men når jeg så er til stede… wow så flyver det afsted.
I 3. klasse var der en der var ved at være med sin hue, Vi strikker huerne oppefra, først med 2, så 5 pinde og til sidst rundpind. Det er stort at se sit eget store arbejde næsten færdigt og det gav et boost til mange andre elever, som skulle færdiggøre deres sager og komme igang med huen og komme i gang med at strikke prikker med 2 farver! På denne måde:
Der var en vildbasse der blev færdig med en strikket snemand, som skulle pakkes ind til moren. Nøj han var stolt! (Denne her er fra sidste uge)
Der var en lille strikpose med en elguitar uden på, klippet i sort fløjl og syet på med sølvtråd. Den mangler en knap og så må jeg få et billed af den inden den kommer med hjem og bliver etui til farens plektere.
I 1. klasse bliver der bare strikket og strikket og talt masker og regnet hvor mange masker der skal lukkes af og hvor mange pinde der skal strikkes. Lyder det kompliceret? Overhovedet ikke – det er jo bare håndarbejde, som de alle elsker – efterhånden også den lille ven som hver time ser lidende på mig og spørger hvornår timen er slut. Nu har vi fundet ud af at hun bare skal have en meget kort time, så går alt godt. Så jeg visker gerne til hende at det er en meget kort time i dag; de andre skal helst ikke høre det, for de vil gerne have en lang time… Sådan kan 45 minutter trylles både korte og lange.
Så blev det tid til ekstra håndarbejde i et sofahjørne i SFO’en, der var en ny dreng der måtte have lidt intensivt undervisning og en lille perfektionist, som strikker en pind, tæller maskerne – der skal være 10 og hun har allerede strikke 20 cm, men hver gang er der sket noget, så der er 11, 12, 14,18 masker… Så hun måtte også have lidt ro i sofaen. Derudover kom der to mere med, som jeg ikke nåede rundt til i sidste time. Fx den hjælpsomme pige der hjælp alle andre i klassen, men nu fik tid til at lave hendes vidunderlige fisk færdig. Det har taget en uge. Den er hæklet udfra min bedste ledetråd; eleven ved bedst hvordan det skal være, så hun har fortalt mig hvad det skulle være og jeg har guidet.
Det er blevet en slørhale – som jeg er sikker på nok skal medfører et par misundelige suk hist og pist. Jeg snupper et billede i morgen.
Nu er jeg alene hjemme og har mad til at simre på komfuret. Jeg kan stadig se lys på himlen her kl.17.33 og jeg aner lysere dage også for mig.
Knit and hugs
Thea