Månedsarkiv: oktober 2011

Motorsavs-vanter

Så har det været ferietid i det svenske og denne gang fortalte vores nabo, Åke, om vanter som hans mor havde specialdesignet til ham.
Motorsavsvanten med en ekstra finger til gassen! Han havde et par tilbage som han ville gemme til sine efterkommere. Jeg syntes jo klart at han skulle tage og bruge dem og mindes sin mor, Ellen Johansson, men nej de skulle gemmes og i øvrigt er der jo lavet så mange nye smarte arbejdshandsker, at de ikke længere er til gavn.
Altså jeg måtte jo gerne se dem, hvis jeg ville…. Of course!

Da vi skulle hjem gik vi lige forbi for at sige adjø og op af lommen trak Åke et par vanter. Han kunne jo ikke lige finde det fine par, men der var da det her gamle slidte par som jeg gerne måtte få – han ville jo ellers have smidt dem ud.
Ja tak! Det er jo det rene guld for mig! Tænk engang, søde Ellen, som plejede at sidde i slagbænken i køkkenet, med hænder der aldrig var i hvile. Jeg husker at være lille pige og sidde og sludre med hende mens hendes gamle og slidte hænder sirligt skrællede kartofler med en lille kniv. Et af min barndoms små paradiser.

Nu kører jeg rundt i København med mine dejlige og sjove vanter og nyder at tænke på disse to mennesker. Ellen der har fået ideen og ført den ud i livet og Åke der har haft dem med rundt i den store skov.
I dag tog jeg dem med i skole og viste dem til 3. og 1. klasse; motorsavsvanter… det vakte en vis begjestring og ved nærmere eftersyn opdagede jeg at de naturligvis har været lappet.
Prøv lige at se:

Jeg bliver helt rørt ved tanken over den omhu der er lagt i dem. De har et par fæle huller, men absolut noget der kan lappes og det har jeg tænkt mig at gøre og så skal jeg nok vise resultatet.
(resultatet kan ses her

Jeg elsker mit job!!

Skriv et svar

Jeg har lige haft 2 af de lækreste undervisningstimer. Dagen startede med velkomst på gangen af ivrige unger der ville have håndarbejde nuuuuuu og var meget skuffede over det ikke var dem jeg skulle ind til. Til gengæld glæder de sig så til i morgen hvor vi skal ses…

Og så ind til 3. klasse og vise dem min nye “motorsavsvanter” som jeg har fået af Åke – den historie skriver jeg her en anden dag. Frem med pindene og frem med den varme stemning af folk der arbejder mens de har det rart.

Vi kunne dårligt få os til at slutte igen, men 1.klasse ventede på deres time, hvor Majbritt, min praktikant tog rokken med og spandt for os.

Sådan en dag er jeg bare helt høj af glæde <3

At give sin drøm vinger part 2

Skriv et svar

Uha hvor det bobler i mig. Det er lige så jeg kan mærke iverens rødmen i kinderne, mens maven er fyldt med sommerfugle, der ikke ved hvor de skal blafre hen.
Det er et tidpunkt hvor jeg tidligere har oplevet at luften er gået helt af ballonen i en lind strøm af indre kritiske spørgsmål.
Denne gang er det anderledes. Nu er det et tegn på at jeg er nær. Det suser omkring med tanker og ideer, hvor, hvornår, hvordan, men jeg kan mærke at det er fordi det er tæt på at flere brikker falder på plads.

Garnet til Odiles tæppe er kommet. Der er meget tyndt og fint, stærkt og lækkert, perfekt til Odile.

Lige nu er jeg ved at plantefarve det hvide garn, så der kommer lidt spil i tæppet.

Men da garnet var bestilt var jeg ved at blive overmandet af tvivl; hvad hvis ingen vil være med og har jeg overhovedet et sted at mødes første gang?

Jeg valgte at lytte til min intuition og kontaktede en god kvinde – som jeg vel næsten ikke kender, men som jeg alligevel har den skønneste ping-pong med. Hun havde selvfølgelig et sted jeg kunne bruge.

I dag har jeg været forbi og stedet er perfekt, mit lille hjerteprojekt helt super modtaget. I tilgift fik Minna stillet mig mange gode spørgsmål og givet ideer, så nu er der endnu flere gode tanker der kværner.

Det er næsten lige til at blive helt svimmel af – næsten for mange tanker, men på den rigtig gode måde.

Næste punkt at at samle de mennesker der vil være med til at lave tæppet og igen oplever jeg at folk, jeg ikke kender, vender positivt tilbage. Det bekræftiger mig i at det er det rigtig jeg gør.

Jeg følger mit hjerte og døre lukkes op.

Tak.

Et Knitting Bee tæppe til Odile

Skriv et svar

Knitting Bee er ved at udvide til også at designe tæpper og hjælpe folk med at samle deres egen ”Bee”, hvor man i fællesskab laver et unikt stykke kunsthåndværk til en kær ven.

Det første tæppe har jeg besluttet skal være til Odile Poulsen.

Jeg har kendt Odile i en del år nu og hun har betydet en stor forskel i mit liv.

Odile er en kvinde som når ud til rigtig mange mennesker med sit store og alsidige engagement.

Når tæppet skal være til Odile er det for at hylde hendes engagement og for helt bogstaveligt at give Odile et dejligt tæppe lavet med gode tanker og kærlighed, som kan varme og give god og nærende energi til hende.

Knitting Bee donerer garn, design og alt hvad processen kræver af undervisning og vejledning.

Det eneste du skal gøre er at hækle et antal lapper til tæppet – bare rolig jeg skal nok lærer dig at hækle og jeg lover at opskriften bliver nem.

I løbet af et par dage melder jeg nærmere detaljer ud.

Vinger til drømmen part 1.1

Skriv et svar

Jeg er på det eneste blevet opmærksom på hvor mange skønne mennesker jeg møder.
Jeg har joket med hvor dyrt det er at gå på arbejde, for jeg bliver hele tiden præsenteret for noget meget skønt.
Nu vender jeg den om og tænker at jeg hele tiden bliver præsenteret for skøn inspiration.
Der er Minna med de skønne smykker og med de dybt bevægende livs- og kærlighedserklæringer.
Der er Louise med sit Flamencoværksted, hvor passionen bor i hver en sprække og jeg ville kunne sidde i timevis og nyde de dansende mennesker – ja når ikke lige skal danse selv.
Der er Sachiko

At give sin drøm vinger part 1

Skriv et svar

Puha jeg har besluttet mig at give min drøm vinger og fører den ud i livet.
Alt stod klokkeklart og beslutningen blev taget og planer skulle nedskrives.
Og så begynder sommerfuglene i min mave at blafre så voldsomt at jeg pludselig syntes at det er uhåndgribeligt og diffust og i stedet for at dykke ned i passionen, stiller jeg spørgsmål til gemalen om hvilken hjemmeside jeg skal have og når han så spørger hvad behovet er og hvad der skal være på siden, får jeg susen for ørene.

Lige nu er huset tomt, jeg skal møde senere og har sat dejlig filmmusik på – “Hable con Ella” og vakler mellem at gå tilbage i den varme seng, tage opvasken eller se på min drøm – selv at skrive her er vel en overspringshandling!
Når jeg alligevel vælger at skrive her så er det for at holde mig fast i at drømmen skal ud i livet og for at forholde mig til sommerfuglene – de må gerne være der, de skal bare ikke spænde ben for mig.
Mon ikke der er andre end mig der kender til det at spænde ben for drømmene? Med alle mulige undskyldninger og bortforklaringer. Selv har jeg gjort det rigtig mange gange. Denne gang skal det bare være anderledes!
Jeg bliver så glad ved tanken om at gå videre med min drøm og jeg har vitterlig intet at miste på det. Det er bare lag der skal foldes ud, som jeg skal tro på og fordybe mig i, så skal resten nok komme.
Tænk en gang; at skrive dette indlæg har givet mig et lille puf, så nu har jeg bare lyst til at glemme alle overspring og gå videre med mine planer.