Det er ikke så ofte der kommer en hæklenål i min hånd, armen siger fortsat fra, så derfor er det heller ikke så mange lapper der bliver lavet til Odile tæppet. 

Men denne uge har jeg haft et par dage alene med en kær veninde i sommerhus. Dage til at være stille og restituere, læse, sove og bare være. 

Og så lige en kurv med garn til Odile-tæppet. 

Odiles ældste barn har været syg, været på hospitalet. 

En dejlig dreng, som kigger nysgerrigt frem under sit lange hår…. 

Syge børn…. vi har jo været der… jeg har skrevet lidt her. Men først og fremmest har jeg siddet som mor med mit hjerte i hænderne, elsket, troet og håbet.

Når jeg så ved at Odiles familie sidder på et hospital, så bliver mine hænder rastløse; lad mig hjælpe, lad mig lette, lad mig hele jer, og er det ikke sådan mange af os har det inderst inde? Vel vidende at der ikke er meget man kan gøre….

Så øver jeg mig i at huske at blive ved med at tale, også der hvor det er letter at rykke lidt væk og tie. 

Jeg syntes, det var slemt når vi blev glemt, enten fordi vi blev sendt til en anden galaxe; “gud hvor slemt for jer, jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre! Det er det værste der kan ske!” – og bang så var de væk. Eller af “nå ja vi har jo også problemer med dit eller dat..” og væk var de også… eller “vi ved ikke hvad vi skal sige…” efterfulgt at radiotavshed… 

Men det jeg gør bedst lige nu for Odile og hendes familie er at fortsætte på historien om Odiles tæppe.