Eller sådan noget lignende… Jeg skrev jo forleden om Inge fra Lilla Gynghästan.
Hvordan jeg trillede hen og blev dybt betaget af hendes lille butik. Senere tog jeg forbi igen, for at tale lidt med hende om hun havde flere små tæpper, eller om hun kunne fortælle noget om det lille tæppe som jeg nu bortlodder…
Da jeg kom var der en del andre kunder, men jeg blev hængende til de var væk, for at tale med Inge.
Inge og hendes mand og 3 store børn er flyttet fra Holland til Småland for 2 år siden – hun taler allerede et misundelsesværdigt godt svensk og forstår dansk, når jeg ikke speedtaler af bare iver!
For 15 år siden startede Inge med at gå til maling – for at komme ud af huset og da de flyttede stod manden med en stor kasse med maleri og lige som antydede.. øh hvad skal den? Den skulle da med til Småland!
Et par uger efter at de var flyttet til den store svenske skov, faldt Inge over en Kunstudstilling i lokal området, kontaktede dem og fik lov at udstille sammen med dem. 3 uger efter hun kom til Sverige solgte hun sit første maleri.
Følg dit hjerte og dørene går op!