Jeg har været offline et par dage. Årsag; En tur til ødegården et par dage alene med min mand. Dejligt at komme væk og nyde sol og stilhed. De lyse nætter, haren der tillidsfuld springer over marken, gæssene der svømmer væk mens de skælder ud. Der er så meget godt at sige om det sted og det giver mit hjerte en hel masse ro og gode tanker. Jeg har fået taget mange billeder og historierne står i kø for at blive fortalt.
Jeg vil starte med at fortælle om vores nabo Åke Johansson. Jeg er kommet på ødegården hele mit liv og har rendt i hælene af både Åke og hans mor Ellen; der skete ikke så meget for en selskabelig lille pige..
Åke har jeg hjulpet med køer og med at bjærge hø, og Ellen har jeg konverseret på hendes plads i køkkenet på den gamle slagbænk – den er fin, men er blevet betrukket med et plastiksæde som er knapt så fint.
Køkkenet fik en overhaling i 70’erne og der betød bla linolium og plastik-kludetæpper på gulvet. Det gamle brændekomfur er der stadig, men bruges ikke længere. I væggen ved det gamle komfur er der en ovnlåge til den gamle stenovn, hvor der er blevet bagt gennem mange årtier, men heller ikke længere. Åke havde overtaget gården i 70’erne, så nu skulle den unge generation til.
Ellen blev født på gården i småland i 1896 og overtog senere stedet sammen med Fritz, karlen i huset. Fritz døde i starten af 70’erne og Ellen og Åke blev boende alene sammen.
Egentlig føles det sært at skrive om hende for hvor godt kendte jeg hende? Ikke særlig godt, men godt nok til at jeg stadig mindes hende.
Ellen sad på slagbænken i køkkenet og fulgt gennem vinduet med i alt det der skete udenfor. Hun kunne se ned til søen, til markerne med køerne, til stalden og laden, til garagen hvor Åke kørte og kom. Ved siden af sig havde hun som oftes en skål med kartofler, som blev skrabet sirligt til deres middag kl.12.
Jeg har sikkert sludret et væk, forsøgt at lege med katten og set hendes hænder arbejde sig igennem mange kilo kartofler. En særlig gang kørte der rally gennem området og min søster og jeg fik lov at sidde sammen med Ellen i hendes soveværelse og se billerne drønne forbi.
I 1988 døde Ellen.
Gennem de sidste år er jeg blevet opmærksom på at Åke har de skønneste vattæpper liggende hist og pist. Dem bruger han da som underlag når traktoren eller andet skal repareres! De er helt ødelagte – og med helt mener jeg; i laser!
Nu hvor jeg har fået tæpper på hjernen blev jeg jo nødt til at spørge om Åke havde nogen (tilbage!) som Ellen har lavet. Det var ikke helt nemt at komme til en forståelse af hvad jeg efterlyste, men da Åke dagen efter kom til middag hos os, havde han da fundet noget frem:
