Væk med tavsheden.. Det er ikke nemt, men jo det er ikke farligt at sige højt; jeg har det sidste år arbejdet mig igennem det værste af en depression. Det er ikke helt ovre, men det er rigtig, rigtig meget bedre. Jeg kan arbejde igen. Jeg kan tænke og koncentrer mig, jeg kan rumme af være sammen med mine børn.
Jeg har sænket mit tempo og minimeret udefra kommende indtryk og jeg er blevet bedre til at prioritere det der gør mig glad.
Jeg har fået blikket op for at jeg har en passion og at den har været der hele tiden; nemlig passionen for tekstiler og gerne gamle håndlavede tekstiler. Det har jo altid været med mig, jeg har bare tænkt at det ikke var det der kunne være en passion. Det er der jo bare..
Men jo det er en passion og det giver mig rigtig meget luft under mine tanker, min kreativitet og mit velbefindende at give passionen plads.
Denne blog og Knitting Bee er to steder hvor jeg for åbnet for min passion og det er en stor glæde i mit liv.
Flamenco’en er et andet sted, der virkelig har gjort underværker i mit liv!
Jeg havde planlagt at starte sidste efterår i erkendelse af at manden og jeg nok aldrig kommer til at danse tango og jeg ville have en passioneret dans i mit liv!
I stedet blev jeg sygemeldt og magtede ikke at komme afsted da sæsonen startede, men fik da lige de 3 sidste gange med. Og hvilke 3 timer det blev! Det var helt fantastisk hvad det gjorde for mig. Så efter jul startede jeg 2 gange om ugen. Det lyder af meget, men sammenlignet med de gange jeg har forsøgt at komme til fitness 3 gange om ugen, så er 2 gange dans ingenting og prisen også langt billigere end et fitnessabonnoment der ikke bruges
Hele vinteren levede jeg fra mandag til torsdag til mandag til… og dansen har virkelig gjort underværker.
Tag bare de sidste par uger (der er fx lidt stille her på bloggen) der har jeg bakset med at holde mig oven vande og det er ikke helt let. I forgårs, søndag, havde jeg en dag, hvor jeg igen var i slowmotion og knapt havde kræfter til at løfte mine arme – det er rædselsfuldt at have det sådan! Og så i går; flamenco! Det var lidt svært at komme afsted, men når så jeg står der i mine sko og lange skørter, med rank ryg og åben pande foran det kæmpe spejl, musikken spiller og Louise sætter i gang…. Så vågner mine celler lige så stille og sender liv og glæde rundt i kroppen og jeg kommer op til overfladen igen og føler mig på ret vej.
Det føles som om flamencoen har reddet mit liv! Så stor tak til Louise og Pepita for at dele af jer selv og jeres passion!
Billederne her er fra den dag Flamencoværkstedet havde Sommerforestilling. Stram dresskode
Og så lige passionen for de gamle tekstiler..
Jeg har arvet rigtig meget håndarbejde fra min Oldemor, fx en bred knipling der var 7 m lang. Den har jeg haft i hænderne rigtig mange gange og overvejet hvad jeg skulle bruge den til….
Til Sommerforstillingen skulle vi have en hvid overdel på og så syede jeg en overdel hvor jeg satte kniplingen fast på ærmet. Det ser rigtig godt ud og jeg har det super godt i den. Så tak til Dora og tak til Leif der giver mig plads til at bevare mine skatte.
