Mit arbejde kalder – skoleåret starter i morgen og i har jeg besluttet mig for at håndarbejdsmaterialerne skal være lige så lækre som alt det andet vi har på skolen, godt papir, gode farver ovs. Jeg har forsøgt at finde gode garner til billige penge og har brugt timer på nettet på at finde det. Noget var gode farve, men duede ikke til de uerfarende hænder. Noget var ikke så spændende farver og god kvalitet…
Nu har jeg så indkøbt det lækre garn og er gået i gang med at plantefarve det. Jeg er uddannet indenfor tekstiltryk, men ikke sådan med plantefarver og garn og så er det årevis siden jeg har gjort det. Nu er gryden på komfuret og der dufter som en velassorteret urtebutik – nogen gange dufter der øh… lidt mere.. øh udfordrende..? Men det er super sjovt at se hvad der kommer ud af det; det er ikke fordi det helt gør som jeg forventer…
Indimellem kommer der et barn forbi og får lov at se hvad der sker når vi putter det hvide garn ned til de gule “knap” blomster – rejnfan. Meget fascinerende og skønt at dele med børneøjne. Fx er der forbløffende mange der har styr på at cochenille kommer fra en kaktus bladlus og Felix kan supplere med at de gamle egyptere brugte farven til make-up og så kommer der en lang historie.
Nå men jeg har indkøbt lækkert garn, gode farvestoffer, nye kurve til de klasser der manglede. Når man skal videregive sin passion for sit fag, så skal det være indbydende materialer. Det kan godt være at det tager en lang tid at forberede, men min glæde og iver efter at komme i gang og give garnet til børnene er det hele værd.