Kategoriarkiv: drømme

Et Knitting Bee tæppe til Odile

Knitting Bee er ved at udvide til også at designe tæpper og hjælpe folk med at samle deres egen ”Bee”, hvor man i fællesskab laver et unikt stykke kunsthåndværk til en kær ven.
Det første tæppe har jeg besluttet skal være til Odile Poulsen.
Jeg har kendt Odile i en del år nu og hun har betydet en stor forskel i mit liv.
Odile er en kvinde som når ud til rigtig mange mennesker med sit store og alsidige engagement.   
Når tæppet skal være til Odile er det for at hylde hendes engagement og for helt bogstaveligt at give Odile et dejligt tæppe lavet med gode tanker og kærlighed, som kan varme og give god og nærende energi til hende.

Knitting Bee donerer garn, design og alt hvad processen kræver af undervisning og vejledning.
Det eneste du skal gøre er at hækle et antal lapper til tæppet – bare rolig jeg skal nok lærer dig at hækle og  jeg lover at opskriften bliver nem.
I løbet af et par dage melder jeg nærmere detaljer ud.

At give sin drøm vinger part 1

Puha jeg har besluttet mig at give min drøm vinger og fører den ud i livet.
Alt stod klokkeklart og beslutningen blev taget og planer skulle nedskrives.
Og så begynder sommerfuglene i min mave at blafre så voldsomt at jeg pludselig syntes at det er uhåndgribeligt og diffust og i stedet for at dykke ned i passionen, stiller jeg spørgsmål til gemalen om hvilken hjemmeside jeg skal have og når han så spørger hvad behovet er og hvad der skal være på siden, får jeg susen for ørene.

Lige nu er huset tomt, jeg skal møde senere og har sat dejlig filmmusik på – “Hable con Ella” og vakler mellem at gå tilbage i den varme seng, tage opvasken eller se på min drøm – selv at skrive her er vel en overspringshandling!
Når jeg alligevel vælger at skrive her så er det for at holde mig fast i at drømmen skal ud i livet og for at forholde mig til sommerfuglene – de må gerne være der, de skal bare ikke spænde ben for mig.
Mon ikke der er andre end mig der kender til det at spænde ben for drømmene? Med alle mulige undskyldninger og bortforklaringer. Selv har jeg gjort det rigtig mange gange. Denne gang skal det bare være anderledes!
Jeg bliver så glad ved tanken om at gå videre med min drøm og jeg har vitterlig intet at miste på det. Det er bare lag der skal foldes ud, som jeg skal tro på og fordybe mig i, så skal resten nok komme.
Tænk en gang; at skrive dette indlæg har givet mig et lille puf, så nu har jeg bare lyst til at glemme alle overspring og gå videre med mine planer.