Kategoriarkiv: taknemmelighed

Hvad er det nu med det Odile-tæppe…?

en lap til Odile tæppet – ja det er jo måske nok lidt indforstået….

Odile tæppet 

er et hæklet tæppe til at hylde Odile Poulsen, 

(og hvem er Odile?? Forfatter, modtager af Alt for damer prisen, familieterapuet og meget meget mere)
 lade hendes mange cirkler samles i et tæppe, et tæppe til at varme og oplade.

Odile har hjulpet mig gennem kriser med sygt barn, med at huske hvem jeg er og hvad der er godt for mig… 
Da jeg først fik ideen til at lave et enkelt Knitting Bee tæppe, var det jo på ingen måde en færdig ide, som jeg havde et mål med – det har jeg fortsat ikke; jeg lader det vokse af sig selv og lytter til min intuition.

Mens jeg sad hos Odile og fortalte at jeg var begyndt at tænke lidt flere tanker om de håndlavede tæpper og bredte min ide ude, om tæpperne lavet til et bestemt menneske med kærlighed. 
Odile var vildt begejstret og jeg fangede min energi og gik hjem og tegnede det første tæppe; 

Odile Tæppet

 Det var jo sådan set bare et design oplæg, men det var også et tæppe der kaldte på at blive hæklet…
Da jeg så Odile igen, med tydelige smerter, fik jeg bare sådan en lyst til at varme hende, at tage et vidunderligt tæppe og svøbe om hende. Og så måtte jeg jo i gang med at hækle på det tæppe!

Jeg bestilte det lækreste garn!! Og har fået fat i en af Odiles veninder, Siff, som flittigt hækler lapper.
Tæppet et langt fra færdigt, så efter sommeren skal vi i gang med at finde datoer og invitere folk til at komme og hækle en lap, fyldt med kærlige tanker. 

For moderkærligheden

Det er ikke så ofte der kommer en hæklenål i min hånd, armen siger fortsat fra, så derfor er det heller ikke så mange lapper der bliver lavet til Odile tæppet. 
Men denne uge har jeg haft et par dage alene med en kær veninde i sommerhus. Dage til at være stille og restituere, læse, sove og bare være. 
Og så lige en kurv med garn til Odile-tæppet. 
Min lap til L og C omgivet af forældrekærligheden.
Odiles ældste barn har været syg, været på hospitalet. 
En dejlig dreng, som kigger nysgerrigt frem under sit lange hår…. 
Syge børn…. vi har jo været der… jeg har skrevet lidt her. Men først og fremmest har jeg siddet som mor med mit hjerte i hænderne, elsket, troet og håbet.
Når jeg så ved at Odiles familie sidder på et hospital, så bliver mine hænder rastløse; lad mig hjælpe, lad mig lette, lad mig hele jer, og er det ikke sådan mange af os har det inderst inde? Vel vidende at der ikke er meget man kan gøre….
Så øver jeg mig i at huske at blive ved med at tale, også der hvor det er letter at rykke lidt væk og tie. 
Jeg syntes, det var slemt når vi blev glemt, enten fordi vi blev sendt til en anden galaxe; “gud hvor slemt for jer, jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre! Det er det værste der kan ske!” – og bang så var de væk. Eller af “nå ja vi har jo også problemer med dit eller dat..” og væk var de også… eller “vi ved ikke hvad vi skal sige…” efterfulgt at radiotavshed… 
Men det jeg gør bedst lige nu for Odile og hendes familie er at fortsætte på historien om Odiles tæppe. 
Nu var det så tid til en lap (- og måske flere?) til moderskabets ære. 
For kærligheden, troen og håbet. 
For det livshjul som vores børn er; en karrusel af lys og latter og hjerter der når hverandre. 
Lys og håb er sendt afsted.