Kategoriarkiv: familie

Når jeg bliver stor..

Jeg er den heldige mor til 2 drenge på 16 og 10 år og jeg kender et hav af drenge. 
Min søster har en dreng på 6 år og en pige på knap 3 år. Drengene er dejlige, men nøj hvor jeg elsker at min niece bringer mig med tilbage til et pigeunivers.

Jeg husker fra jeg var lille hvordan jeg traskede rundt i hælene på min mor og kopiere hende. Hun passede min baby-søster og jeg passede min dukke. Mit største ønske her i livet var at blive “MOR”.  
Nu render denne lille pige rundt med sine dukker på armen og siger “Når mig bliver stor skal jeg være en mor”. “Jeg glæder mig til mig skal være en mor”. “Når mig bliver en mor skal mig hedde Bodil” (det hedder min søster jo) og så:
“Når mig bliver en mor skal mig strikke!” 
Jeg håber det bliver mig der får lov at lære hende det 

Solhverv..

Her inden jul kom jeg forbi mange blogs der skrev om den tunge og mørke dag: Solhverv.
Det er den dag jeg valgte at komme til verden.
I mange år var det lidt tungt for mig; den mørkeste dag på året, hvor deprimerende og trist er det lige?!
Men så fortalte gav min mormor en anden version om min fødsel og det er vel det det handler om, hvilken version man vælger..?
Min mor plejede at fortælle at om eftermiddagen 21.12 syntes hun “at det bed lidt”.  Min far gik en etage ned for at ringe til jordemoderen. Jordmoderen mente de kunne tage det helt roligt og ringe igen senere. 
Så gik min far ovenpå igen, hvor mit hoved nu var på vej ud! Så fik min far lov at være jordemor og kunne bagefter gå ned og ringe igen og fortælle at det blev en pige. 
Herefter kom jordemoderen og ambulancen og fik os trillet afsted til et hospital. 
Efter et par uger fik min mor en slem fødselspsykose og historien blev mere alvorlig og bøvlet for hele den lille nye familie og derfor er det vigtig for mig at historien fik en lille tilføjelse fra min mormor:
Mine forældre boede på den højskole, hvor mine morforældre underviste og da ambulancefolkene bar min mor og mig ned af trappen, stod der en masse elever og klappede!
Se efter at jeg fik fortalt den version fortalt er den den smukkeste dag, tænk at blive klappet ind i livet den dag hvor lyset vender tilbage 


Julemorgen monogrammer

Da jeg var ved at tage strømper på julemorgen faldt mit blik på et pudebetræk med monogram. Så med et ben i strømpebukserne måtte jeg have taget billede, det er jo klart :)

AR
Annelise Rasmussen
som er min bonusforælder.
Der er jo altid historier bag monogrammer, men her er der et lille tvist: 
Annelise fandt sammen med min far i 1976, da Annelise var 27 år.
Annelises mor havde samlet udstyr til sin datter, herunder naturligvis sengelinned; det skulle hun jo have til sit bryllup. Nu var det jo bare sådan at i de glade 70’ere stod der ikke bryllup på tapetet og min far var heller ikke lige deres drømme-svigersøn, så det tog 10 års samliv før brudeudstyrret blev udleveret. 
Det ser ud som om det kun er monogrammet der er syet i hånden.
Så måtte vi jo lige tale lidt om pudevår og til min store glæde kunne Annelise lige finde lidt mere frem.
KR
Katrine Rasmussen
Sjovt at se at hun har valgt et monogram til Annelise der ligner hendes eget.
KH
Katrine Hansen, som var Annelises mor’s pigenavn.
Igen sjovt at se at det var en hel anden stil, før hun blev gift, mon ikke det er Annelises mormor der har lavet og bestemt dette monogram?

Her er det mellemværk

Og her et fint broderi på Katrine Hansens pudevår.
En lille krølle på halen er at da Katrine flyttede på plejehjem, dukkede der sølvtøj op med et andet monogram på… KJ.. og det viste sig at hun havde været gift en gang før hun blev gift med Annelise’s far.
Det syntes jeg jo var lidt sjovt med tanke på hendes holdning til Annelises forhold til min far…

Taknemmelighed og glæde

Jeg bliver 40 år om et par dage og jeg føler, at jeg er et fantastisk sted i midt i liv!
I årevis har jeg fået et dyk omkring min fødselsdag, hvor jeg er blevet ramt af tungsind uden egentlig grund.
I år er der ikke skyggen af det.
I lørdags holdt jeg en dejlig fest med skønne mennesker
- en fest uden stress og med overskud til at nyde de søde gæster og de dejlige flamencodanserinder.
Jeg føler mig fyldt af al den gode energi I alle havde med til mig.
Føler mig rig og fuld af glæde og kærlighed.
Tak for al det gode i mit liv.

Den var kort, men dejlig…..

                 ..den sommer. 

Så er det godt at der er lidt fotos af sommer. Her er det Felix med en sommerfugl, en anden dag var det en guldsmed der sad på hans finger.

Og her er min lille ven med mos-hat og bemærk lige; der er en lap til Knitting Bee i baggrunden…
-
Nu tog jeg jo en del fotos i sommer, som jeg vil dele her på bloggen, men for nu vil jeg slutte august og sommeren med et foto af mine loppefund fra det smålandske.

Jeg elsker kurve og jeg så da godt denne her, men der må jo være en grænse for, hvor mange kurve man kan have, men mens jeg stod og pillede med noget andet, begyndte sælgeren at spørge om “farmors” gamle kurv ikke var noget for mig og så måtte jeg jo lige høre om hvad “farmor” havde brugt den til… Det var selvfølgelig til håndarbejde :)
Krukkerne med stenciltryk fik jeg for en slik og tog dem straks i brug i huset. (lige nu ville jeg ønske at jeg havde taget dem med hjem, men ok de passer nok mere til ødegårdens slow living). Brocherne.. ja det er en prik jeg har med ting der glimter…
-
Ferien sluttede jeg af med at lægge en lille gave til min søster, der kom op til huset efter os.

En allround håndarbejdsbog indkøbt i Stenstugan….

Kreativitet og ilt til min sjæl

I går skulle Felix på 10 til fest i fritidsklubben kl.19! Jøsses ingen disney sjov?! Ingen sædvanlig fredag med god mad – nå nej vi var jo trætte efter den lange uge. “Hvornår kommer der Disney sjov? Hvor er mit disney sjov slik? Må jeg godt se Olsen banden?” “Nej, jeg vil glo tossekasse alene med min rødvin!”
Nogen andre der kender den slags fredage?!
I stedet for kørte Leif og jeg ud til Dragør og gik langs stranden, fandt en hemmelig sti og kyssede med vind i håret og venlige skyer på himlen.
Derefter gik vi ned til den gamle del af Dragør og gik rundt mellem de fine huse. Vi sukkede over stråtagene, de kringlede stier imellem husene og drømte om at det var os der lige boede der.
Husene er jo små og man kigger ganske automatisk ind i folks stuer og langsomt fik jeg en klaustrofobisk fornemmelse.
Gader og pladser var helt tomme. Ikke lige et bord og en bænk. Ingen naboer der sad og sludrede. Ingen børn der legede. Til gengæld var der mange store fladskærme, som flimrede med et eller andet intetsigende musikquiz og mange steder sad der en enkel person i sofaen med sit glas rødvin. Det var altså et sørgeligt syn, ikke mindst når jeg gik der med min kæreste mand og sludrede, holdt i hånd og bare nød lidt alenetid.
Da vi havde hentet Felix og venner fra fest og de var puttet, hvad gjorde jeg så? Satte mig i sofaen med et glas rødvin og tændte for skærmen. Og hvad bliver man så budt på? Vold, drama, psykisk terror mm! Intet smukt og godt og poetisk. Jeg fik slukket i en fart og sat musik på i stedet og satte mig med pc og udtænkte planer og projekter, som formentlig munder ud i at skolen vil sælge noget af det plantefarvede garn til vores høstmarked. Hæ hæ så kan jeg nemlig eksperimentere rigtig meget med plantefarverne.

Men enkel interessant ting faldt vi over Vævebodens opslag ;)

Nu er Felix og Linus i gang med at lave bånd på slyngstokkene – dvs jeg er ved at forberede undervisning i 4.klasse – Det er altså et drømmejob jeg har mig.

Olsens tæppe

Vores killinger er ved at flytte hjemmefra og den første afleverede vi til det nye hjem.
Han skal hedde Olsen!

Og hvad spottede jeg lige i reolen? Tæpper.. og et håndstrikket tæppe. Det måtte jeg jo lige høre lidt om inden vi kunne forlade Olsen.
Det er et tæppe som kommer fra et Tvind sted hvor der er ældre kvinder der stikker dem. Som en særlig lille effekt har tæppet 3 steder med det blødeste gul angora.

Så håber jeg bare at Olsen ikke er slem ved det; hans meget “farlige” mor – læs “ikke så kvikke mor”, har nemlig lært killingerne, at især min mands lækre sweater er et skønt bytte, som hun har slæbt rundt i huset for at aflevere til killingerne….

Så er jeg klar med min give away

Jeg har haft en dejlig sommer i det svenske og har været rundt hos de sædvanlige loppesteder og som lovet har jeg fundet en god gave til den heldige vinder af min give away.

Det skulle jo være relevant for Knitting Bee og da jeg ikke fandt noget tæppe, så måtte det blive dette lille halstørklæde i “mormor” lapper. Det er i dejligt uldent og i herlige farver – lige nu steger jeg i sommervarmen, så det føles det akavet at tænke i halstørklæder af uld..
Jeg fandt også en lille gammel kurv, som fik mig til at tænke på Ellen Johanssons lille hæklekurv, så tørklædet er kommet ned i kurven og venter nu på 25. august, hvor jeg trækker lod.
Kurven er så fin en lille størrelse og jeg har allerede mange ideer til hvad den ellers lige kunne bruges til. En god del af ideerne kræver min niece, Gertrud på 2 år og så ku vi tage i skoven eller det ku’ være hendes lille håndarbejdskurv her hos Moster? og så ku vi… og så lidt senere ku vi…
Eller jeg kunne afskaffe mine katte og have mit strikketøj i? Det passer perfekt til tæppelapper…
Men nej jeg lovede at jeg ville finde noget som var i en kaliber så jeg gerne selv ville have det.
Hermed gjort.

Inspiration og dansende dukker

Som steinerlærer står ferierne tit på gode kursusmuligheder, men ikke lige til mig i år. Derfor var jeg så heldig at lokke Anne Hedegaard til at give mig min vitamin indsprøjtning i går.
Anne er oprindelig designuddannet, men har i mange år arbejdet som håndarbejdslærer på Vidar Skolen. Nu er Anne pensioneret, hvilket ser ud til at betyde at der nu er tid til alt mulig andet godt. Fx er Anne nu på vej til Peru hvor hun skal undervise på et nyt steinerseminarium og ligeledes er Anne aktiv i Solens Børn, som ja.. det kan ikke siges kort, men de arbejder for at bedre forholdene for fattige børn i Peru – læs mere på deres hjemmeside.
Mit besøg hos Anne i går havde den ønskede effekt; jeg har hoved fuldt af gode ideer og tanker om næste års undervisning.
Jeg må flux ud og handle lidt og ud på skolen og hente bla garn som jeg kan eksperimentere med – der skal plantefarves lidt i ferien og det glæder jeg mig til!!
Så var der de dansende dukker – den lille film viste jeg nemlig til Anne og den vil kunne gerne se igen. Så må det være nu at den skal vises her.

 Dansende Dukker
De her fine dukker kommer fra min mormor, Birgitta Thermænius. Hun hængte dem på lampen over bordet i køkkenet og så kunne vi ellers nyde det dansende par – om og om igen. Nu er de i vores svenske hus og jeg nyder at lade dem danse, mens mine tanker vandre med ind i deres verden.