Månedsarkiv: juni 2011

Knitting Bee’s Scrapbog

Jeg var rundt i byen i dag for at lægge de første 11 foldere rundt omkring – det er usportsligt at sige hvor, men jeg er sikker på at de havnede de rette steder.

Min tur til byen var også med henblik på at finde en scrapbog. Jeg havde sådan set en type i tankerne, pæn, lækker og desværre nok også i kategorien; sikker men kedelig..

Jeg havde bevidst lagt min rute forbi den dejlige butik Akimbo. Her fik jeg lov at lægge mine foldere og ikke nok med det; de blev varmt og fint modtaget. Vi fik os en god snak og jeg måtte jo lige se om der ikke skulle være en scrapbog til Knitting Bee her. Og se hvor smuk en scrapbog jeg fik købt mig!
Tro Håb og Kærlighed står der på den og den er lavet af Akimbo’s indehaver Lis Lutzen Jensen.
Jeg er helt høj over den og den gode energi mit projekt og jeg fik med os.
Tro Håb og Kærlighed er Akimbos motto og citatet herunder er fra Akimbos facebook side; det bliver jeg nødt til at dele:

Tro – Håb – Kærlighed
Troen på dig selv og dine evner.. Håbet om at imorgen altid kan blive bedre og Kærlighed til dem du møder på din vej.
Nu skal jeg bare se at få lavet nogen strikkeprøver og få printet manifestet ud så det kan komme ind i bogen.

Foldere til min Kip

Jeg har benyttet mig af aftenens tordenvejr til at sidde med stearinlys og folde origami foldere til min Kip – knit in public event, som jeg holder d.18.6 kl.13.30-14.30 (eller hvornår nu vi nu kan løsrive os)
Folderne er nummererede og i morgen vil jeg lægge de første ud forskellige steder i København. Glæder mig til at se hvem de havner hos

Ellen Johansson’s kurv

Jeg har været offline et par dage. Årsag; En tur til ødegården et par dage alene med min mand. Dejligt at komme væk og nyde sol og stilhed. De lyse nætter, haren der tillidsfuld springer over marken, gæssene der svømmer væk mens de skælder ud. Der er så meget godt at sige om det sted og det giver mit hjerte en hel masse ro og gode tanker. Jeg har fået taget mange billeder og historierne står i kø for at blive fortalt.
Jeg vil starte med at fortælle om vores nabo Åke Johansson. Jeg er kommet på ødegården hele mit liv og har rendt i hælene af både Åke og hans mor Ellen; der skete ikke så meget for en selskabelig lille pige..
Åke har jeg hjulpet med køer og med at bjærge hø, og Ellen har jeg konverseret på hendes plads i køkkenet på den gamle slagbænk – den er fin, men er blevet betrukket med et plastiksæde som er knapt så fint.
Køkkenet fik en overhaling i 70’erne og der betød bla linolium og plastik-kludetæpper på gulvet. Det gamle brændekomfur er der stadig, men bruges ikke længere. I væggen ved det gamle komfur er der en ovnlåge til den gamle stenovn, hvor der er blevet bagt gennem mange årtier, men heller ikke længere. Åke havde overtaget gården i 70’erne, så nu skulle den unge generation til.
Ellen blev født på gården i småland i 1896 og overtog senere stedet sammen med Fritz, karlen i huset. Fritz døde i starten af 70’erne og Ellen og Åke blev boende alene sammen.
Egentlig føles det sært at skrive om hende for hvor godt kendte jeg hende? Ikke særlig godt, men godt nok til at jeg stadig mindes hende.
Ellen sad på slagbænken i køkkenet og fulgt gennem vinduet med i alt det der skete udenfor. Hun kunne se ned til søen, til markerne med køerne, til stalden og laden, til garagen hvor Åke kørte og kom. Ved siden af sig havde hun som oftes en skål med kartofler, som blev skrabet sirligt til deres middag kl.12.
Jeg har sikkert sludret et væk, forsøgt at lege med katten og set hendes hænder arbejde sig igennem mange kilo kartofler. En særlig gang kørte der rally gennem området og min søster og jeg fik lov at sidde sammen med Ellen i hendes soveværelse og se billerne drønne forbi.
I 1988  døde Ellen.
Gennem de sidste år er jeg blevet opmærksom på at Åke har de skønneste vattæpper liggende hist og pist. Dem bruger han da som underlag når traktoren eller andet skal repareres! De er helt ødelagte – og med helt mener jeg; i laser!
Nu hvor jeg har fået tæpper på hjernen blev jeg jo nødt til at spørge om Åke havde nogen (tilbage!) som Ellen har lavet. Det var ikke helt nemt at komme til en forståelse af hvad jeg efterlyste, men da Åke dagen efter kom til middag hos os, havde han da fundet noget frem:

Ellens håndarbejdskurv.
Jeg har aldrig set den før men blev alligevel helt rørt over Åke der kom med den lille fine kurv. I kurven var der lidt forskelligt som Ellen havde hæklet gennem sit liv, mellemværk, en klokke til juletræet mm. For mig skiller hendes værktøj sig ud og jeg ser hendes arbejdende hænder for mig.

Har du et tæppe med en historie?

Mit blik fanger ofte skønne hjemmegjorte ting når jeg er ude hos andre og der er ofte en historie om et menneske med betydning bag.
I går var vi hjemme hos Jannie, som havde lagt en bunke tæpper frem, så vi kunne holde varmen i haven. Det ene var dette tæppe hæklet af klassiske “mormor” lapper og med et tæppe syet bag på.

Tæppet er hæklet for ca. 30 år siden af Jannies farmor, Hansa Petersen, født 1913.
Det er en god detalje med tæppet bag på – og så fint; gult og rødt mønster og noget jeg aldrig ville have fundet på at sætte sammen, men det var virkelig vellykket.

Har du et tæppe med en historie? Så vil jeg rigtig gerne se billeder og hører historien. Du kan lægge foto og tekst ind på facebook siden eller maile det til mig.